I SundVikar overholder vi 48-timers-reglen. I korte træk går reglen ud på, at man som lønmodtager maksimalt må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit over en periode på 4 måneder.
Reglen er designet til at beskytte dig som medarbejder og sikre, at du har nok tid til hvile og ikke bliver nedslidt.
Bookingsystemet i SundVikar beregner løbende, hvor meget du arbejder hos os. Når du til et punkt, hvor du har arbejdet 48 timer eller mere i gennemsnit pr. uge i en periode på 4 måneder, så vil du ikke kunne blive booket på vagter, indtil du ikke længere overskrider den samlede mængde arbejde i perioden.
Reglen fungerer på den måde, at man til enhver tid kigger 4 måneder tilbage i tid fra dén dag, hvor du ønsker en vagt. Her tæller man pr. døgn.
Eksempel: Du har udset dig en vagt den 1. oktober 2023. Her skal du derfor være opmærksom på din ugentlige arbejdstid i perioden 1/6 til og med 1/10. Har du arbejdet mere end 48 timer i gennemsnit pr. uge i dén periode, så vil du ikke kunne blive booket på vagten.
Tager du mange vagter, og ønsker du ikke at blive ramt af 48-timers-reglen, så skal du holde øje med, at din arbejdsmængde ikke overstiger det tilladte niveau. Det gør du bedst i din kalender på SundVikar-appen samt på dine lønsedler. Her kan du hurtigt se, hvor mange vagter og timer, du har arbejdet i en given periode.
Du kan også altid kontakte SundVikars løn- og bogholderiafdeling på telefon 50 20 30 40 og tryk 5, og så kan de hjælpe dig med de vigtigste oplysninger.